Flot dansk sæsonstart i Luhmühlen

Onsdag 29. marts 2017 kl. 22:15

Flot dansk sæsonstart i Luhmühlen
Mia og Constantin på springbanen i dag. (Foto: Hanne Wind Ramsgaard)


For fire danske ryttere startede sæsonen i Luhmühlen i dag. Det blev til tre danske placeringer for Peter, Hanne og Mia.

Hvert år starter mange af Europas bedste ekvipager ud i CIC2* i Luhmühlen. I år havde også fire danskere fået plads blandt OL ekvipager som Ingrid Klimke på Horseware Hale Bob og Merel Blom på Rumour Has It. Det var Peter Flarup på Frankie, Hanne Wind Ramsgaard på Vestervangs Arami, Tia Lundemose Andersen på Chelsea og Mia Hastrup på Constantin M og Shjabrina.

CIC2* i Luhmühlen afvikles over en dag så rytterne har haft travlt med at nå at ride hele dagen. Efter dressuren lå Peter nummer to, Hanne nummer ni, Tia nummer 17 og Mia nummer 23 og 26.

Der var ikke ret mange fejlfrie på springbanen og også danskerne fik her lidt fejl. Bedst på springbanen af danskerne var Peter og Mia på Constantin med fire fejl hver. Hanne havde otte, Mia på Shjabrina 12 og ganske uvant havde Tia 16 fejl.

Terrænet krævede en del fejl også. I den afdeling danskerne red i var der ikke en eneste fejlfri og indenfor tiden. Også her inkasserede danskerne lidt fejl, men alligevel nok til at holde sig i placeringerne. Således sluttede Peter som nummer fire, Hanne som nummer otte og Mia som nummer 12 og sidst placerede på Constantin.

Tia havde en enkelt fejl i terrænet på forhindring nummer syv. Ganske flot i den første sæson Tia lægger ud i 2*. Mia og Shjabrina ramte ikke dagen i dag og Mia valgte derfor at trække sig efter den havde haft problemer derude to steder.

Det lover godt for den kommende sæson at vi allerede så tidligt på sæsonen har topplaceringer med hjem. Både Mia og Peter er kvalificeret til sommerens EM i Strzegom og mon ikke også Hanne gør et forsøg på at blive det. Lykkes det kan vi stille hold for første gang i MEGET lang tid.



LB
© Copyright 2017 Militaryhesten.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.