Bøjeprøve - er det på tide at nytænke?

Mandag 26. oktober 2015 kl. 09:11

Bøjeprøve - er det på tide at nytænke?
Bøjeprøve - er det på tide at nytænke?

Det burde indføres som en standard, at hvis hesten som udgangspunkt er rengående (dvs. uden bøjeprøve), så kan en bøjeprøvereaktion IKKE anses som et tegn på sygdom. Bøjeprøve burde således KUN anses som positiv, altså som en reaktion på sygdom, hvis der samtidig findes en halthed på lige eller bøjet spor. Jeg forsøger at forklare hvorfor, hvis du læser videre.

Blogindlæg af dyrlæge Per Spangfors – oversat af Line Bergmann

At foretage en halthedsudredning på en hest er ikke nogen let opgave. Mange hævder, at der kræves talent eller øje for at blive rigtigt god. Men sandheden er nok i virkeligheden, at der kræves visioner og hårdt arbejde samt mod til at tænke ud af boksen.

De fleste dyrlæger, som i dag udfører halthedsudredninger på heste, anvender mere eller mindre samme metode, som vandt frem for mere end 50 år siden. Ok, lidt nyt har sneget sig ind. Men i bund og grund er der ikke nogen større ændringer. Man udfører Strömsholms-metoden, eller bøjeprøve som den også kaldes, og derefter forsøger man at lægge blokade på de reaktioner, man får, i håb om at finde noget at behandle. Nuvel, de fleste forsøger nok at udvikle dette system på deres måde, men det er jo problemets kerne. For så bliver det ikke et entydigt, standardiseret system, men 100 eller måske 1000 forskellige varianter over samme tema. De variabler, der kan ændres på, er frem for alt, hvor længe man bøjer, og hvor hårdt man bøjer.
Derudover varierer underlag, vejrforhold, lysforhold og forstyrrende elementer, såsom andre heste i løbegangen etc. Men selvom vi kun ser på de to første variable, så bliver antallet af mulige, forskellige kombinationer enormt. Man kan således ikke tale om en bøjeprøve som én metode, men snarere som hver enkelt dyrlæges variation over temaet. Trenden i Sverige er, at man i dag bøjer hårdere og i længere tid, end hvad oprindeligt var tænkt.

I 1997 foretog man på Institut for Veterinærmedicin i Utrecht, Holland, et studie af, hvordan ændringer i disse to parametre påvirkede antallet af heste, der ansås at være halte.

The influence of the force applied and its period of application on the outcome of the flexion test of the distal forelimb was investigated in a group of eight sound horses. The degree of lameness after the flexion test was scored by a standard clinical classification, and by measuring the angle of maximum fetlock extension by means of the infrared light-based MacReflex gait analysis system. There was a good correlation between the clinical score and this electronically recorded kinematic parameter (r = 0.96). Both the force applied and the period of application affected the outcome of the test. Increasing the force applied by 25 per cent led to three horses being judged positive, instead of two when the normal force was applied. Doubling the time to 120 seconds resulted in four horses rather than two being classified as lame after the test. Reducing the force to 75 per cent or the time to 30 seconds resulted in all the horses being classified as sound. A flexion test lasting five minutes, either at 100 per cent force or at 75 per cent, classified six of the eight horses as lame. It is concluded that the flexion test should be defined more precisely in terms of these two factors in order to make its results more consistent and hence more useful.

Man kom altså frem til, at jo længere tid man bøjede, og jo hårdere man bøjede, des flere heste reagerede positivt (blev halte). Dette studie blev foretaget på forkoderne, men adskillige lignende artikler er publiceret, hvor man har bøjet andre led, blandt andet forknæ, eller carpalled som det egentlig hedder. Det er ikke nogen nyhed, men har været kendt længe.
Hele den videnskabelige undersøgelse er publiceret i The Veterinary Record og kan findes her.

Hvad der derudover efterlystes af forfatterne til artiklen, var en ”standardisering” af præcis hvor hårdt og hvor længe, man skal bøje. Hvad forfatterne ikke synes at have set, er, at der allerede for et halvt århundrede siden blev angivet netop en standard på, om jeg husker rigtigt, en tid på 60 sekunder og et tryk på 3 kilopond (gammel enhed 29,4 N (red)). Men denne standardisering af bøjeprøven hjælper ikke ret meget, da tiden er ret nem at holde styr på, mens trykket, med hvilket man bøjer, er meget sværere at måle.
Grunden til, at bøjeprøven stadig anvendes i de fleste sundhedstjek og besigtigelser, er sandsynligvis, snarere enkeltheden ved udførelsen end evnen til at vise, hvorvidt hesten er rask eller ej. I al fald når det kommer til bøjeprøvereaktionerne på dagen.

En løsning er måske som jeg præsenterede indledningsvis:
Det burde indføres som en standard, at hvis hesten som udgangspunkt er rengående (dvs. uden bøjeprøve), så kan en bøjeprøvereaktion IKKE anses som et tegn på sygdom. Bøjeprøve burde således KUN anses som positiv, altså som en reaktion på sygdom, hvis der samtidig findes en halthed på lige eller bøjet spor. Dette burde fjerne en del af dilemmaet omkring hvor længe og hvor hårdt, man bøjer.



LB

© Copyright 2018 Militaryhesten.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.